Parterapi
Parterapi er for jer der bor sammen, jer der er på vej væk fra hinanden, jer der endnu ikke bor sammen, samt jer, der allerede har taget skridtet om at ophæve samlivet.
I parterapi vil I få hjælp og støtte på de områder, der udfordrer jer. I vil blive støttet og guidet i de udfordringer I hver især oplever og står med, og som kan spænde ben for jeres fælles relation.
Vi udvikler os alle over tid – både sammen og hver for sig. Det er derfor helt naturligt, at der kan opstå konflikter hele livet igennem.
I parterapi er der fokus på jer som personer, og ikke på hvem der har ret eller uret, eller hvad der er rigtigt og forkert- der findes i stedet vores individuelle sandheder og forståelser. Det handler om at lære at forstå jer selv og hinanden på en måde, så I også uden for terapien kan finde styrke og sunde håndteringsmuligheder i de konflikter, der uundgåeligt vil opstå.
Hvorfor parterapi?
Vi går ind i forholdet med hver vores bagage i form af opdragelse, erfaringer, tilknytningsmønstre, relationer og overlevelsesstrategier. Da modsætninger tiltrækker hinanden, kan bagagen være meget forskellig fra hinanden. Det er denne bagage, vi hver især tager med ind i parforholdet, og som danner grundlag for vores tilgange og handlemønstre.
Parterapi er en af vejene til at styrke og investere i jeres relation, så I kan være tro mod jer selv i forholdet, samtidig med at forholde jer nysgerrigt og åbent til hinanden.
At gå i parterapi er i dag ikke kun ensbetydende med, at forholdet er i krise. Nogle par bruger det til at forberede og udvikle deres forhold samt styrke deres kommunikation, og forståelse for hinanden. Eller det kan handle om at navigere i større livsændringer som f.eks at få børn, eller at finde balancen mellem arbejdsliv og livet derhjemme.
Parterapi kan også handle om utroskab, jalousi, tillidsbrud eller hyppige forekommende konflikter. Tillidsbrud kan være meget skadelige for et parforhold, og parterapi kan være med til at genopbygge tillid i forholdet.
Der er mange forskellige fordele ved parterapi. Parterapi kan blandt andet hjælpe med at lære bedre kommunikationsfærdigheder, herunder lytte, udtrykke følelser og behov samt løse konflikter i parforholdet på en sund måde. Som Parterapeut kan jeg hjælpe med at identificere årsagerne til konflikterne og give jeres konkrete redskaber til at udvide jeres forståelser for hinandens behov, ønsker og følelsesmæssig forbindelse til hinanden.
Uanset årsagen kan parterapi være en værdifuld ressource til at styrke forholdet og arbejde sammen om at løse problemerne.
I parterapien kan jeg hjælpe med at identificere de underliggende mønstre og dynamikker, der påvirker forholdet og give jer værktøjer til at ændre jeres forhold i en positiv retning.
Når vores parforhold forbedres, kan det føre til mindre stress og have en positiv indvirkning på vores mentale og følelsesmæssige sundhed. Parterapi giver også mulighed for personlig vækst, hvor både individuelle og fælles mål og værdier udforskes og udvikles.
Rikke Faber Steensen, Institutleder
Professionsbachelor i Uddannelses-, Erhvervs- og Karrierevejledning
Certificeret Psykoterapeut, MPF
Master i Trivsels- og Ressourcepsykologi